ellaOne® nødprævention - er der bivirkninger?

Det kan virke skræmmende at bruge nødprævention – meget afhænger af den lille pille – og mange kvinder er bekymrede om den effekt, som medicinen kan have på kroppen. Som med alle former for medicin, er det klogt at kende virkningen og mulige bivirkninger. Det er trods alt din krop det handler om og du bør føle dig tryg ved dine egne beslutninger.

Som med alle former for medicin, kan nødpræventionen have en række mulige bivirkninger, selvom ikke alle oplever dem.

De hyppigste bivirkninger omfatter:

  • Kvalme

  • Mavesmerter eller ubehag

  • Opkastning

  • Smertefuld menstruation

  • Bækkensmerter

  • Ømme bryster

  • Hovedpine

  • Svimmelhed

  • Træthed

  • Humørsvingninger

  • Muskelsmerter

  • Rygsmerter

Du kan opleve bivirkninger i timerne efter indtagelse af pillen, eller sågar i dagene derpå. Bivirkningerne er normalt milde, men hvis du oplever bivirkninger, der er foruroligende eller unormale, bør du omgående kontakte din læge.

Da det aktive indholdsstof i ellaOne®, ulipristalacetat, virker ved at forsinke ægløsningen, kan din næste menstruation komme før eller senere samt være kraftigere eller mildere end normalt. Dette er helt normalt, men hvis menstruationen kommer mere end 7 dage for sent efter indtagelse af ellaOne®, bør du tage en graviditetstest.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg kaster op efter indtagelse af ellaOne®?

Hvis du af en eller anden grund kaster op indenfor tre timer efter indtagelse af nødpræventionen, skal du tage en ny pille.

Hvis du kaster op efter mere end tre timer efter indtagelse af ellaOne, anbefaler vi ikke at du tager endnu en pille.

Vi afliver myterne om ellaOne®

Der findes mange myter om hvad nødprævention er og hvordan den virker.

Nogle kvinder bekymrer sig om effekten, som ellaOne® kan have på deres frugtbarhed. Sandheden er, at det ikke kan påvises, at nødprævention på lang sigt påvirker frugtbarheden: Det er tværtimod sandsynligt, at din frugtbarhed hurtigt vender tilbage til normalen efter indtagelse af nødpræventionen. Derfor anbefaler vi, at du indtil næste menstruation bruger barriereprævention (såsom kondom eller pessar).

Nødprævention påvirker kun den aktuelle menstruationscyklus, hvilket betyder at din menstruation kan begynde lidt før eller senere end forventet, men næste menstruation vil begynde efter planen.

En anden almindelig myte er, at nødprævention forårsager en slags “mini-abort”. Det er helt forkert. Nødpræventionen forhindrer graviditet inden den finder sted ved at forsinke ægløsningen: Den kan ikke afbryde en eksisterende graviditet. Hvis du ved et uheld kommer til at tage ellaOne® mens du er gravid, er det ikke påvist at det påvirker din graviditet. Skulle du dog være i denne situation, bør du under alle omstændigheder opsøge en gynækolog eller jordemoder for yderligere vurdering.